Strategi for tung trafik

København skal have en ny strategi for den tunge trafik, som kører gennem byen. En væsentlig del af strategien går ud på at samle den tunge trafik på strækninger, der er bedst egnet til den tunge trafik. Og her kommer Bispebjergs større veje om Tomsgårdsvej og Tuborgvej ind i billedet.

Bispebjerg Lokaludvalg bemærker i dets høringssvar, at Bispebjerg bydelen allerede nu er belastet af tung trafik, og at belastningen vil stige som led i den nye strategi for tung trafik. Det skyldes, at en del af det anbefalede rutenet for lastbiler kører igennem Bispebjerg.
Det skaber i følge Lokaludvalget behov for, at der som led i strategien for tung trafik: 

  • sker en sikring af bydelens mange farlige vejkryds
  • sker en udvikling af ledelsen af trafikafviklingen på alle relevante strækninger i bydelen.

 Bispebjerg Lokaludvalg opfordrer forvaltningen til at invitere Lokaludvalget med til de kommende drøftelser om trafikafviklingen i bydelen.

Rutenettet udgår
I forbindelse med Borgerrepræsentationens møde den 20. maj 2010 blev strategien for tung trafik vedtaget, dog med den væsentlige ændring, at afsnittet om det anbefalede røde rutenet udgår. Det er især foreningen Red Søernes høringssvar, som har fået poliikere til at træffe denne beslutning. Red Søerne fremhæver, at det anbefalede rutenet vil have store miljømæssige konsekvenser for området omkring søerne. Med den mulige udsigt til, at sagen bliver indklaget til Europa-Kommissionen foretrækker kommunen at lave en frivillig miljøvurdering af det foreslåede rutenet. Arbejdet med at regulere den tunge trafik i København er fortsat i regi af Strategi for tung trafik.

Mere information
Download strategien for tung trafik.   
Download høringssvar fra Bispebjerg Lokaludvalg
Link til debatten på Bliv Hørt
Download Indstilling og beslutning om strategi for tung trafik 2010

 


Bispebjerg Lokaludvalg håber, at der vil blive taget store hensyn til de bløde trafikanter, når der skal ledes mere tung trafik gennem bydelen.