Områdefornyelse til Ryparken

Projekteksempel

Ryparken-Lundehusområdet oplever i særlig grad en følelse af, at tingene går ned ad bakke og at de ofte bliver overset, når resten af byen bliver fornyet. Ryparken ligger som et indeklemt område mellem kaserne, jernbane og motorvej, med kun få veje ind og ud af området. Støj fra motorvejen er der nok af, mens lyden af hverdagslivet forstummer. Beboerne oplever nemlig, at de få funktioner med butikker forsvinder og at der mangler aktiviteter og byrum, hvor kvarterets liv kan leves. En social, kulturel og fysisk helhedsindsats i området vil være oplagt. Og det er netop sådan, at en områdefornyelse arbejder! Lokaludvalget arbejder for, at der igangsættes en områdefornyelse i kvarteret, mens de negative tendenser stadig kan bremses i tide. Der er behov for at tage hånd om udfordringerne, inden de bliver for store.

Lokaludvalget vil fortsat gøre opmærksom på udfordringerne i kvarteret i håb om, at der afsættes midler til en områdefornyelse. I mellemtiden glæder vi os over, at to konkrete projekter er undervejs i området, som lokaludvalget har været den drivende kraft bag – nemlig Lundehustorvet og opgradering af Idrætsanlægget i Ryparken.