Tryghedssamarbejde
Projekteksempel
Bispebjerg har desværre en høj grad af utryghed ift. gennemsnittet i København og lokaludvalget har i flere år arbejdet for en bred tryghedsindsats, der kan tage hånd om bydelens udfordringer. Lokaludvalget har presset på for at få etableret et tryghedspartnerskab og sammen med den tidligere Områdefornyelse Nordvest blev det ønske opfyldt. Tryghedspartnerskabet samlede aktører og borgere i et fælles samarbejde for at øge trygheden. Da områdefornyelsen sluttede, lukkede Tryghedspartnerskabet også. Vi har nu et mindre og midlertidigt Tryghedsforum, der er afgrænset til Områdefornyelse Bispebjerg Bakkes geografi. Det er en velfungerende indsats, der har sat en række tryghedsskabende projekter i gang, men er dog stadig en formindsket udgave af den tidligere indsats.
Lokaludvalget ser gerne, at tryghedsindsatsen bliver permanent i bydelen, så der kan arbejdes med udfordringer på den lange bane. På den måde kan man lave bedre forebyggende arbejde. Samtidig skal indsatsen udvides til at inkludere hele bydelen. Lokaludvalget arbejder gennem budgetønsker, borgermøder og samarbejder for at få en bydelsdækkende tryghedsindsats, gerne i samarbejde med Nørrebro Lokaludvalg. Der er også et ønske om at få åbnet indsatsen op, så flere borgere og aktører kan involvere sig.