Understøttende tilbud til udsatte borgere

Projekteksempel

Bispebjerg bydel rummer en række tilbud til udsatte borgere. Disse tilbud gør en stor forskel, uanset om det drejer sig om ensomme, unge med gadeorienteret fritidsliv, folk med psykiske lidelser eller folk med anden etnisk baggrund som har brug for større berøring med samfundet. Tilbuddene er ofte drevet af ildsjæle, som giver 110 % af sig selv, men stadig har tilbuddene brug for finansiering for at kunne løbe rundt. Ofte ender disse tilbud desværre på sparelisten, og derfor har lokaludvalget en løbende opgave med at tale deres sag overfor politikerne, og sikre en fortsat opbakning og finansiering. Fire af disse tilbud, som lokaludvalget har støttet og fortsat har tæt dialog med, hedder Mamma Mia, Kringlebakken, FAKTI og Klub Smedetoften.

  • Mamma Mia er et af kommunens ældste tilbud til mennesker med psykiske lidelser. Det er en selvejende institution med finansiering fra kommunen. Mamma Mia gør et enestående arbejde med at støtte og stabilisere mennesker på kanten.
  • Integrationshuset Kringlebakken hjælper kvinder og børn med anden etnisk baggrund end dansk. I Kringlebakken skabes der netværk og aktiviteter, undervises i dansk og ikke mindst rådgives i et bredt spektrum af områder, så kvinderne forbedrer deres muligheder for at begå sig i det danske samfund.
  • FAKTI er et kulturhus for kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. Udover danskundervisning og et stærkt fællesskab, kan kvinderne få hjælp fra socialrådgivere og en sygeplejerske.
  • Klub Smedetoften er en ungdomsklub for unge i alderen 14-17 år, og er en del af en forsøgsordning, hvor også unge over 18 år kan deltage. Klubben er lokaliseret sammen med et ”Makerspace” og Ungdomshus, som gør, at der er et utal af mulige aktiviteter. De sidste 4 år har unge, foreninger og lokale aktører i fællesskab udviklet et ungetilbud, som fungerer rigtigt godt. Klubben har fået en åben profil med fokus på ”overgangen til voksenliv”.