Kvarterhuse i bydelen

Projekteksempel

Bispebjerg er sprudlende med gode initiativer og mangfoldige foreninger, der skaber liv i bydelen. Der mangler dog faciliteter og mødesteder, hvor kultur- og foreningslivet kan udfolde sig. Derfor arbejder lokaludvalget for at skabe kulturhuse/foreningshus flere steder i bydelen, der giver mulighed for en bedre og bredere udfoldelse af kulturlivet. Der arbejdes i bydelen med tre projekter:

  • Kvarterhus på Tagensbo Skole – Den tidligere Områdefornyelse Nordvest har udviklet en vision for, hvordan Tagensbo Skole kan fungere som åben skole gennem etableringen af et kvarterhus, hvor private og foreninger kan benytte skolens lokaler. Den nuværende Områdefornyelse Bispebjerg Bakke er i gang med at realisere projektet på Tagensbo Skole.
  • Medborgerhus på Bispebjerg Skole – Efter lukningen af kulturhuset på Tomsgårdsvej har lokaludvalget peget på, at Bispebjerg Skole er oplagt at udnytte som medborgerhus med køkkenfaciliteter til fællesspisning, værksteder, socioøkonomiske cafe, frivillighus og eventuel suppleret med andre kommunale tilbud. Børne- og Ungdomsforvaltningen har planer om at bruge Bispebjerg Skole til genhusning af københavnske skolebørn frem til 2025.
  • Kulturhus i ”Rypen” – Ryparken-Lundehus ligger pga. store veje og jernbanen geografisk afgrænset fra det øvrige København og samtidig er der mangel på mødesteder, som ikke er den lokale bodega eller kirke. Derfor peger lokaludvalget på, at en mulig placering af et kulturhus/medborgerhus kunne være i Rypen, der i dag bruges af Børne- og Ungdomsforvaltningen.