Ny bydelsplan på vej


Bispebjerg skal have en ny bydelsplan. Planen skal både rumme langsigtede visioner og konkrete forslag til bydelens udvikling. Lokaludvalget er i fuldt sving med prioriteringerne.

Klar til budgetforhandlinger 2014
Det er blot tre år siden, at Bispebjerg fik den første bydelsplan, og nu følger en ny plan trop. Den nye plan er et supplement til og konkretisering af den første bydelsplan. Bydelsplanen må rumme op til 15 projektforslag. Projektforslagene skal formelt indgå som oplæg til budgetforhandlingerne på Rådhuset i 2014, men Lokaludvalget vil arbejde på, at politikerne har nogle af projektforslagene in mente allerede til september, når de til skal forhandle budgettet for 2013. Bydelsplanens projektforslag skal holde sig inden for temaerne af Kommuneplanen, som er: Et godt hverdagsliv, Viden og Erhverv, samt København som metropol for grøn vækst.

Bispebjerg som en stærk uddannelsesbydel
Bispebjerg Lokaludvalg bruger den nye bydelsplan til at sætte fokus på bydelens mange uddannelsesinstitutioner. Bispebjerg huser blandt andet flere tekniske skoler, Københavns erhvervsakademi og Danmarks Pædagogiske Universitet. Lokaludvalget arbejder med at konkretisere en vision om at profilere bydelens som en stærk uddannelsesbydel, hvor studiemiljøet skal stimuleres i nye campusområde og hvor samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og lokale klubber og skoler er i fokus.

15 projekttemaer på tegnebrættet
Lokaludvalget har udpeget 15 projekttemaer, som skal med i bydelsplanen.  Lokaludvalget går nu i dialog med forvaltninger og interesseorganisationer om at kvalificere forslagene. Til juni forventer Lokaludvalget at holde en bydelskonference, hvor borgere inviteres til at kommentere forslagene.

Et godt hverdagsliv

Sociale viceværter og boligrådgivere i almene boligforeninger
Lige adgang til sundhed
Indbrudskampagne
Tidlig forebyggende indsats for børnefamilier

Viden og Erhverv

Ungehus i Smedetoften 14
Bispebjerg som studiebydel
Iværksætterfestival 
DesignLab Råstof
Fremskudt/opsøgende beskæftigelsesindsats

Grøn vækst

Bispebjerg som gennemfartsbydel
Klimatilpasning i boligforeninger
Lersøparken og skybrudssikring
Karens Hus som byøkologisk inspirationshus
Utterslev Mose