Borgermøde om busgade ved Nørrebro Station
Nørrebrogade er under udvikling og den gennemkørende trafik skal gerne reduceres. Derfor foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen, at der placeres en bussluse ved Nørrebro Station. Forslaget, som skal støtte udviklingen af Nørrebrogade, vil medføre en stigning af biltrafikken i dele af Bispebjerg.
Nørrebrogades udvikling
Ved årsskiftet vil den inderste del af Nørrebrogade – fra Søtorvet til Nørrebro Runddelen – fremstå med bredere cykelstier og fortove, bedre forhold ved busperronerne og små pladsdannelser med træer og bænke. På strækningen mellem Fælledvej og Elmegade vil der være anlagt en busgade, hvor der kun tillades adgang for busser og cykler.
Mulighed for busterminal ved Nørrebro Station
Som led i udviklingen af Nørrebrogade og af byrummet ved Nørrebro Station foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen, at busgaden forlænges, så den starter ved Nørrebro Station. Forvaltningen forudser, at det vil blive muligt at kombinere busgaden med en busterminal ved Nørrebro station, og dermed give bedre muligheder for at skifte mellem bus, Ringbanen og den kommende Metro-Cityringen fra 2018.
Trafikken skal reduceres
For at gennemføre disse ændringer er det nødvendig at reducere den gennemkørende trafik. De vigtigste redskaber for at opnå en sådan reduktion er placering af en busgade i hver ende af Nørrebrogade. Busgaden på den ydre del af Nørrebrogade skal supplere den inderste busgade ved Fælledvej, og skal først og fremmest sikre, at den gennemkørende biltrafik på den ydre del af Nørrebrogade reduceres, og at det bliver muligt at anlægge bredere fortove og cykelstier i lighed med omlægningen af den inderste strækning.
I dag er busgade placeret ved Aksel Larsens Plads mellem Hillerødgade og Esromgade (v. Nørrebrohallen og Café Castro), med forbud mod gennemkørende biltrafik.
Busslusen i to mulige udgaver
Busslusen ved højbanen kan udformes på to måder: Én hvor al trafik stoppes, og én hvor ærindekørsel tillades.
Flere biler i Bispebjerg
Placeres busgaden ved stationen vil den alt efter om ærindekørsel tillades formindske trafikken på hverdage mellem Nørrebro Station og Hillerødgade med mellem 3.000 og 6.500 køretøjer pr. dag. Endvidere forventer man, at ca. 2.700 vil begynde at bruge offentlig transport, cykel eller gå. Til gengæld vil biltrafikken på Bispebjergs store veje stige med mellem 10 – 30% afhængig af, hvilken løsning der vælges. Årsagen er, at trafikken skal ledes ad Tomgårdsvej og Borups Alle, hvilket øger trafikken på disse veje, mens Frederikssundsvej vil få mindre trafik.
Høringsperiode og borgermøde
Forslaget er i høring frem til den 31. marts. Lokaludvalger afholder to arrangementer som led i høringen:
- Dialog med borgere på Lyngsies Plads lørdag den 5. marts.
- Borgermøde på Frederikssundsvejens Skole den 9. marts kl. 19 – 21.
Mere information
Download Høringsmateriale om placering af busgade på den ydre del af Nørrebrogade
Download Invitation til borgermøde om busgade på Nørrebro Station
Download Program for busmøde