Om bydelen Bispebjerg
Om Bispebjerg
En bydel med kontraster og muligheder. Den dækker over de fem kvarterer; Nordvest, Utterslev, Emdrup, Lundehus-Ryparken og Bispebjerg.
Bispebjerg er en bydel, der rummer både udfordringer og store potentialer. Hvert kvarter har sine unikke behov, og nogle områder står overfor flere udfordringer end andre. Men der er også mange ting, der binder os sammen på tværs af bydelen.
Bispebjerg kombinerer det bedste af to verdener – tæt på Københavns puls og samtidig tæt på naturen. Nogle kvarterer er tættere på byen end andre, men vi har både byliv og grønne områder at tilbyde.
Kultur, fællesskab og engagement
Vores kultur- og foreningsliv er levende og mangfoldigt – der er noget for enhver smag, og mange muligheder for at engagere sig lokalt. Bispebjergs beboere har et stærkt fællesskab, selvom vi i gennemsnit har en lavere levealder end resten af København. Der er også en akut mangel på praktiserende læger, som vi arbejder på at løse.
Udfordringer og misforståelser
Historisk set har Bispebjerg haft en udfordring med at blive opfattet som Københavns mest utrygge bydel, og vi har højere fattigdom end andre områder i byen. Desuden består mange af bydelens områder af udsatte byområder, hvilket har bidraget til et ry om, at vi halter efter resten af København.
"Nord-værst" og "Udkantskøbenhavn" er udtryk, mange måske kender. Men vi ser en bydel med stor empati og plads til forskellighed. Manglende investering fra udviklere har gjort Nordvest til et af de mest hippe områder i byen, med industrielle spor, der giver kvarteret en unik charme.
En bydel i udvikling
Bispebjerg emmer af netværk, foreninger og kreative initiativer. Vi har smukke områder som Emdrup Vænge og Emdrup Banke, det ikoniske Grundtvigs Kirke, og den smukke moske på Vibevej. Utterslev Mose – byens næststørste naturområde – er et af vores største kundefavoritter, med alt fra fårelaug og kogræsserlaug til naturværksteder.
Vi er også stolte af, at Bispebjerg stadig rummer erhverv, hvilket giver bydelen liv døgnet rundt.

Stærkt fællesskab og borgerinddragelse
Bispebjerg har et digitalt borgerpanel med over 5.000 medlemmer, som gør det muligt for lokaludvalget at få feedback direkte fra beboerne. Da vi spurgte borgerne om, hvor tilfredse de er med deres kvarter, fik vi positive svar. 34% af beboerne er meget tilfredse, og 41% er tilfredse. Mindre end 5% er utilfredse.
Et unikt sted
Selvom Bispebjerg stadig har udfordringer – som trafikken og nogle af de sociale problemer – ser vi en bydel, der har det hele. Hvor få bydele kan prale af at have både de hippeste caféer og en naturpark mindre end to kilometer væk? Hvor ellers finder man dyre villaer og udsatte boligområder på så kort afstand af hinanden?
Bispebjerg er alsidig og unik – derfor elsker vi det!