Hulgårds Plads

Hulgårds plads
Design af trivselsområder for vores yngste beboere.
Hulgårds legeplads
I august 2019 modtager lokaludvalget en borgerhenvendelse som kickstarter et projekt for en bedre legeplads. Den opgraderede legeplads blev indviet i juni 2025. Sådan lyder den korte version af dette projekt.
Fortalt med lidt flere ord, så henvender borgeren Lajla sig til lokaludvalget, fordi hun med sin 2 årige datter er vant til at komme på den bemandede legeplads på Hulgårds Plads. Hun skriver blandt andet: ”For som så mange andre er det vores andet hjem. Det er der vi mødes med andre hjemmegående, dagplejere, private børnepassere osv. Legepladsen ser trist ud, og trænger til en kærlig hånd. Den er virkelig nedslidt.” Hun har allerede lavet en underskriftsindsamling fra forældre og dagplejemødre og underskriver sig som ”børnenes talsmand”.
Dette bliver startskuddet for et projekt om forbedring af legepladsområdet, hvor lokaludvalget sætter penge af til en proces med følgegruppe, spørgeskemaundersøgelse af brugen af pladsen og på baggrund af dette et skitseprojekt ved Gehl architects. Corona nedlukning sætter en begrænsning på projektet, men første følgegruppemøde med de nærmeste interessenter (som dagplejemødre, leder af den bemandede legeplads, gadeplansmedarbejder, byrumsforvalter, lokaludvalg og Lajla som startede projektideen) finder sted august 2020. Fokus er på at skabe en bedre legeplads, og med en mere tydelig identitet samt at søge at skærme for partikelforurening fra Hulgårdsvej.
Tirsdag den 18. maj 2021 inviterede følgegruppen politikere fra Borgerrepræsentationen til et besøg hvor projektideen blev lanceret. Målet var naturligvis at få politikerne til at afsætte midler i de årlige budgetforhandlinger. Til fejringen deltog bla afgående teknik og miljøborgmester Ninna Hedeager og kommende teknik og miljøborgmester Line Barfod samt en række andre fremtrædende politikere.
Til budgetforhandlingerne efterår 2022, og som kan udmøntes i 2023, tildeles der 3,6 mio kroner til projektet (inkl projektledelse). Projektet overgår til teknik og miljøforvaltningen og der holdes i det løbende år en del møder med nøglepersoner, som har siddet med i den foregående planlægning.
I november 2023 modtager Lajla årets frivilligpris fra Bispebjerg Lokaludvalg
I sensommeren 2024 gik selve omdannelsen af legepladsen i gang og i foråret 2025 stod den færdig. Selve indvielsen blev afholdt i juni 2025 med masser af aktiviteter og flotte taler fra bla. Lajla, som igangsatte det hele og Dan Kreutzfeldt, næstforperson i Bispebjerg Lokaludvalg, som har været med til at skubbe på projektet og sikre midler fra Rådhuset. Det var en skøn sommerdag med et højt deltagerantal – se billederne her:
