Lundehustorvet

Lundehustorvet
I juni 2023 blev det nye Lundehustorv indviet. Processen forud for dette strækker sig tilbage til 2016, hvor lokaludvalget startede en proces op på baggrund af ønsker fra de lokale, som inkluderede et skitseprojekt og en ny tradition med torvefester.
Vejen til et skitseprojekt
I 2017 startede lokaludvalget processen op. Dengang gik det unavngivne torv ofte under betegnelsen ”Faktatorvet” med henvisning til den FAKTA som lå på torvet. Der blev inviteret til åbent borgermøde, og på baggrund af de mange input, blev der tegnet et skitseforslag. Sammenfattende gav borgerne følgende input:
Potentialet er mulighed for møder mellem mennesker, fortællingen om Lygteåen og kobling til stisystemer, gode forudsætninger for liv hele døgnet og et bindeled mellem bolig og handel samt et lokal samlingspunkt i den grønne bydel.
Udfordringerne er manglende lokalt samlingspunkt, at torvet ligger langs motorvejen, høj hastighed på den gennemgående vej og en fragmenteret bydel.
På baggrund af ovenstående input fra deltagere udarbejdede Sted by – og Landskabsarkitekter et skitseforslag.
Udover det åbne borgermøde blev der også nedsat en følgegruppe til at ”trykprøve” forslaget, ligesom der også blev foretaget en borgerpanelsundersøgelse blandt beboerne i området.
Torvefesten ser dagens lys i 2017
Med et færdigt skitseprojekt var næste skridt at få politikerne til at sætte midler af til en planbevilling, samt at afprøve hvordan et kommende torv ville kunne danne rammen for et nyt mødested. Derfor blev der oprettet en lille arrangementgruppe, som gik i gang med planlægningen og inviterede Borgerrepræsentations politikere til at holde taler. Med sambarytmer, taler, fælles morgenmadsbord, musik og spejderaktiviteter blev festen en bragende succes. På samme vis gav politikerinvitationen også pote! Der blev afsat midler til en planbevilling, som bla havde til formål at lave de indledende undersøgelser af et torv, inddrage grundejerne og prissætte torvet. Herudover blev selve torvefesten så stor en succes at der efterfølgende hvert år holdes en torvefest.
Realisering af torvet
I 2020 besluttede politikerne at afsætte midlerne til at gennemføre torvet. Og der blev igen holdt møder med den etablerede følgegruppe til projektet. Der blev lavet aftaler med de to grundejere AAB og Kirken, som begge ejer cirka 10 % af det samlede areal, og derfor har måttet betale for deres andel af torvet. I august 2022 tog borgmester Line Barfod det første spadestik til det nye Lundehustorv. Og et lille år senere, i juni 2023 blev det færdige torv indviet.
