Nordvestpassagen

Afsluttet projekt

Nordvest-passagen

Nordvestpassagen

Der er ikke tale om Nordvestpassagen som en søvej gennem det arktiske hav – men derimod en cykel- og gangpassage mellem Nørrebro og Bispebjerg bydel! Nordvestpassagen er den passage, som findes under Bispebjerg Station og som forbinder Mimersparken med Fyrbødervej og Lygten.

Målet med Nordvestpassagen er at binde Nørrebro og Bispebjerg bedre sammen på tværs af højbanen, som ligger som en massiv barriere. Ønsket var en tryg forbindelse for cyklister og gående, altså en stiforbindelse, som kobles fra brokvartererne til cykelstierne ind i Lersøparken og videre helt ud til Svanemøllen. På den måde ville vi både skabe bedre adgang fra brokvartererne til Bispebjergs grønne områder og en adgang fra Bispebjerg til den nyanlagte Mimerspark langs banen på Nørrebro-siden. Samtidig ville stiforbindelsen kobles til den grønne cykelrute ind gennem det centrale København.

Passagen blev indviet i sommeren 2023, og dermed har ønsket om denne passage mere end 10 år på bagen. Tilbage i overførselssagen 2012/2013 blev der først afsat midler til en passage, og yderligere midler blev bevilget ved de følgende budgetforhandlinger. Det viste sig desværre hurtigt, at der var sat alt for få midler af, da det lokale ønske fra de to lokaludvalg var en tryg og handicaptilgængelig underføring. Der var stort fokus på, at det ikke skulle være en smal, men en bred tunnel, hvor man kunne se hele vejen igennem for at skabe så meget tryghed som muligt. Derfor blev de afsatte midler ombudgetteret til andre fysiske projekter i byen, og endnu engang stod vi uden midler. De to lokaludvalg har derfor arbejdet for at få politikerne til at afsætte midler igen, blandt andet ved et politisk arrangement i oktober 2017 (se videoen herunder), hvor en del fremtrædende politikere lover at se positivt på at finde midlerne til en Nordvestpassage.

I 2020 blev midlerne fundet, og dermed gik planlægningen i gang, og der blev nedsat en følgegruppe med medlemmer af de to lokaludvalg. I sommeren 2023 blev passagen indviet med den daværende overborgmester Sophie Hæstorp Andersen og de to lokaludvalgsforpersoner.

Her kan du læse en artikel om arbejdet: Så er arbejdet med Nordvestpassagen i gang – se planerne her - Mit Nørrebro

Her kan du se en video af lokaludvalgets arbejde med passagen: Facebook 

Her kan du se en video af nordvestpassagen, som bliver bygget: (5) Video | Facebook